- eller hvorfor er jeg så optaget af kreativitet?

Jeg har bestemt ikke altid haft nem adgang til min kreativitet.

De danske stile i skolen blev udskudt og udskudt og til sidst skrevet med grådkvalte bogstaver.

Da jeg som teenager ville male, stoppede jeg efter første billede, fordi jeg fik en enkelt kommentar, der indeholdt en lille bitte smule kritik.

Lyrik, poesi har jeg skrevet siden 10-11 års-alderen i mange, mange hemmelige og private notesbøger. Og jeg har utallige påbegyndte romaner og halvgjorte historier liggende på pc'en.

Aldrig vist til nogen, aldrig gjort færdigt.

Noget stoppede mig. Noget indeni.

Men da jeg i 2012 begyndte på Forfatterskolen for Børnelitteratur, havde noget ændret sig.

På skolen var der masser at lære, og jeg inhalerede ny viden i flittige åndedrag.

Men samtidig opdagede jeg, at der var noget, jeg allerede var god til på forhånd.

Glæde i den kreative proces

Det, jeg havde lært, var at få gjort noget ved de kreative projekter og samtidig føle glæde i processen. Dvs. at få skrevet nogen tekster uden at det føles surt og hårdt.

Og i denne nye verden af skønlitterære forfattere, illustratorer og andre kreative kunstnere opdagede jeg også, at det ikke er noget alle bare kan. Selv en del erfarne forfattere og kunstnere kan fortælle om kreative blokeringer og slidsomt arbejde, hvor processen er meget langt fra nydelsesfuld.

Hvad var der sket?

Jeg begyndte at tænke over, hvorfor det mon føles nemmere for mig at gå i gang med det kreative arbejde og blive ved? Og især tænkte jeg på, at det jo ikke altid havde været sådan for mig. Hvad var det mon, der var sket?

Havde jeg lært at tænke anderledes om kreativitet og kreative processer? Eller at gå ind i kreativiteten på en anden måde? Måske var mine følelser over for kreativitet blevet anderledes? Eller måske var mine holdninger til kreativitet blevet ændret med tiden?

Jeg kom frem til, at ændringen var en blanding af

  • tanker
  • adfærd
  • følelser
  • holdninger.

 

Nå, men måske vil du gerne høre lidt om, hvad det er for en viden, og hvad det er for nogle livserfaringer, der gør kreative processer nemmere?

Det er især meditation, retorik, pædagogik, coaching og selvfølgelig også Forfatterskolen for Børnelitteratur.

Hvis du vil læse den lidt længere forklaring, så læs mere her nedenunder.

Solid teoretisk viden kombineret med egne livserfaringer giver mig i dag et godt kreativt ståsted.

Det er nemmere for mig at komme i gang.

Det er nemmere at blive ved.

Og hvis jeg går i stå, har jeg masser af strategier, der virker for mig.

Mine strategier, tips og tricks kan du især læse her.

Meditation

Min meditationspraksis er udviklet fra jeg var 14 år, hvor jeg gik til yoga igennem 4 år. Vi afsluttede altid yogatimerne med en længere meditation, og jeg mærkede hurtigt, hvordan meditation gjorde det nemmere for mig at koncentrere mig og være i flow.

Lær nyt
Lige siden har jeg med mellemrum lært forskellige nye meditationsteknikker og deltaget i mange meditationskurser både ved rigtig fysisk fremmøde, via bøger, gammeldags kassettebånd og cd'er - og senere selvfølgelig i høj grad på nettet. Mindfulnessbølgen hoppede jeg glædeligt med på og undervejs har jeg også lært visualiseringsteknikker og har gået til mere yoga og til tai chi og qi gong.

Mediter ofte
Meditation og mindfulness er ikke noget, man er færdig med, når man har lært det. Det er i stedet en praksis, man bliver ved med at have i sin hverdag - hvis det skal virke.

Fast vane?
Mange anbefaler at have en fast vane med meditation fx hver morgen eller aften. Men det fungerer ikke for mig at have et fuldstændig fast tidspunkt i døgnet, hvor jeg mediterer. Jeg sørger for at meditere en eller to gange hver dag og springer kun over, hvis det er helt umuligt at passe ind. Hvor tit og hvor meget jeg får mediteret gør en tydelig forskel på min kreativitet, mit fokus og mit flow.

Nye meditationer
Jeg bliver ved med at udvikle min egen meditationspraksis.

Jeg afprøver jævnligt nye meditationer, som jeg finder på nettet, og jeg bruger meditationer, jeg selv udvikler.

Retorik

Retorik er mit hovedfag fra universitetet. Retorik er læren om mundtlig og skriftlig kommunikation.

Hvad sker der bagved?
Men kommunikation kommer jo ikke af ingenting. Der er nogle tanker forbundet med det, man siger og skriver. Og det har lige fra starten af min studietid været det, jeg interesserede mig mest for: Hvad er det, der foregår inde i hovederne på dem, der taler og skriver? 

Kreativt flow!
Nogle af de første åbenbaringer jeg personligt fik af at læse teorierne, var med til at fjerne flere af de kæmpestore blokeringer, jeg selv havde. Det var en gennembrudsfølelse, at jeg pludselig kunne få alt det ud, som hobede sig op inde i hovedet! Et kreativt flow. Som en ketchupflaske, der havde været proppet til og nu - svup - gled ketchuppen i en lind strøm. 

Processer
Så jeg kastede mig over al den spændende bagvedliggende teori, der handler om skriveprocesser, arbejdsprocesser, tænkeprocesser og kreative processer i det hele taget. Og jeg er blevet ved med at dyrke dette både ved at undervise i processer og ved selv at skrive og være kreativ.

Træk vejret
En anden del af retorikken er det mundtlige, og som støtte til den mundtlige praksis, lærer man også at opnå en hensigtsmæssig stemme. Både teori og praksis. Det er ikke en uddannelse til talepædagog, det handler kun om funktionen af raske stemmer. Og dette med god og hensigtsmæssig stemmebrug har jeg også undervist i. Her får jeg fat i det kropslige fra vejrtrækning, holdning og støtten fra mellemgulvet. Jeg har set, hvordan det frigør selvsikkerhed og troværdighed, og hvordan viden om og træning i den dybe vejrtrækning forstærker enhver meditation.

Pædagogik

Pædagogik er mit andet fag fra universitetet, og her var det helt naturligt at videreføre min interesse for sproget og tankerne - og udvide det med læring og læringsprocesser. 

At lære
Hvad er det mon der sker, når vi lærer nyt, når vi tænker, når vi udvikler os gennem livet, og når vi er kreative? Jeg valgte de fag, der handlede om læring, tænkning, hjernen og udvikling. 

Flow
Jeg blev også fanget af de teorier, der siger noget om, hvad der sker, når vi er så opslugte af et eller andet, så vi glemmer alt omkring os.
Vi glemmer tid og sted.
Vi er dybt koncentrerede og tænker ikke på andet end det, vi er i gang med.
Vi er i flow. Og det er en af de fedeste oplevelser! 

 

Coaching

Jeg tog min første længerevarende coachinguddannelse i 2006. Den udbydes ikke længere.

I 2015-2016 fornyede jeg med en international certificering fra International Coaching Community via CoachKompagniet, som jeg anbefaler varmt.

I 2016-2017 byggede jeg oven på med en Level 2 certificering i Life & stress-coaching (også fra International Coaching Community og CoachKompagniet.)

Jeg tilbyder coachforløb, se mere her

Tjek gerne min certificering her.

Sammen med gode kolleger på Pharmakon har jeg fra 2006 udviklet og undervist mange, mange gange på coachkurset "Den lærende samtale - med coaching som metode".

Fjern blokeringer
I coachingens verden fandt jeg redskaber til at finde ud af, hvordan vi kan stå i vejen for os selv og det vi gerne vil. Og hvordan begrænsende overbevisninger kan hindre os i alt muligt, for eksempel kreativ udfoldelse.

Coaching-redskaberne kan også hjælpe med at fjerne kreative blokeringer og begrænsende kreativitets-overbevisninger.

Forfatterskolen for Børnelitteratur

Forfatterskolen for Børnelitteratur fik vi konstant en stor mængde af kreative skriveopgaver og skriveøvelser.

Jeg var vild med at gå på skolen, vi havde kompetente og inspirerende undervisere, jeg gik på hold med de skønneste og dygtigste mennesker, og jeg lavede alle opgaver (og jeg nød at være flittig, det føltes aldrig surt - det var sjovt).

Igennem de to års forløb på skolen fik jeg intensiveret mine egne erfaringer med kreative processer og skriveprocesser igennem de mange kreative skriveopgaver. Da skolen var slut, havde jeg et solidt fundament af erfaringer og havde fået endnu flere personlige strategier til kreative processer.

At komme i gang, at blive ved, at fjerne blokeringer, at arbejde sig igennem barrierer, at snige sig rundt om begrænsninger - og at nyde processen.

Kort sagt: At være kreativt arbejdende og at kunne lide det.