Her deler jeg et udvalg af lyrik, som jeg arbejder på for tiden.
Noget passer måske ind i større samlinger, som jeg er i gang med.
Andet er løsrevet og helt sig selv.
Det hele er på prøve, råt og måske ufærdigt.
Og selvfølgelig med copyright © Hanne Dagmar Raaberg
også billederne - medmindre andet er angivet.
Jeg deler endnu mere lyrik på min Instagram.
Søg på #lyrikpåprøve, hvis du kun vil se mine lyrikforsøg.
Tid: Et halvt år?
Der er gået et halvt år
siden du døde
I dag
Lige præcis i dag
er der gået
et uforståeligt halvt år
uden dig
Der er gået et halvt år
med fuldstændigt umulige
opgaver og følelser.
Men der er ikke gået et halvt år!
Nogle dage er der ikke gået et halvt år
Nogle dage var det i går
jeg holdt dig i hånden
for sidste gang
Nogle dage er smerten en fysisk kniv
der krydsskærer dybt
Nogle dage er kærligheden en boble
der brister i fraværet
Nogle dage er savnet mildt
og minderne smiler
Der er gået et halvt år
og jeg skriver mig stykkevist, forsøgsvist, snublende langsomt
ind i livet
igen
Det umulige
ubærlige
fuldstændigt uforståelige liv
hvor du ikke eksisterer,
hvor du ikke eksisterer
længere,
hvor jeg væver sorgen, savnet, smerten, tabet
ind i livet
uden dig
hvor jeg indskriver dig
til kun at eksistere i minder
og i mit hjerte,
hvor jeg forsøger at skrive og beskrive
det ubeskrivelige hul
den ubeskrivelige tomhed
som din ikke-eksistens
efterlader.
I dag
ser jeg på billeder
og trækker vejret
ind i savnet
så godt jeg kan.
Tid: Et år?
Et år siden bilen ramte dig.
Et år siden ulykken ramte os.
Et år siden at verden gik i stykker sammen med dig.
Et år siden du døde.
Et år uden dig.
Et år uden alt det der var dig.
Et år siden at gulvtæppet blev flået væk.
Et år siden at verden smuldrede til småstumper.
Et år med omkuldvæltende følelser, ikke-tanker og kaotisk hukommelse som gruset, snavset sne der kværner rundt i hjernen og maven som en uophørlig cementblander.
Et år med alt for skarpe kontraster som issyle der hamrer ind i mellemgulvet i en uordentlig rytme mens solen skærer sig vej ind bag stirrende øjne.
Et ubegribeligt langt år.
Et uforståeligt kort år.
Et år
med tiden udstrakt i uigenkendelige dimensioner.
Et år
der varer resten af livet.
Skygge
Som en skygge
var du med i juleglæden.
Som en skygge
kunne jeg høre din latter.
Som en skygge
kunne jeg mærke din glæde
og varme.
Savner dine knus,
dine grin
og fortællinger.
Du er ikke længere
levende,
savner dig,
savner dig,
men du er altid med mig
her indeni,
som en skygge.
Salt i lag
Gylden
Sandhed
Selv om jeg ved det
så slår sandheden mig
igen og igen
Som en svidende rød lussing tværs henover kinden
Som et svirp af den længst mulige ridepisk
Som et drøn af en dundrende mavepuster
Som et vandfald af isnende koldt vand henover hele kroppen
Igen og igen
slår sandheden
hårdt
insisterende.
Ind gennem hjernetågerne
der har ellers har lagt sig tungt
men som sandheden gennembryder ubarmhjertigt.
Du er død
det er for evigt
du kommer ikke tilbage.
Tilstanden død hører ikke op.
Vinterstemme
Vintertrætte træer
uden blade
uden liv
Stillet frem og stillet ud
I den skarpe vintersol
Ingen mulighed for gemme
Ingen helle
Ingen flugt
Nøgen sårbarhed til skue
Tørre sprukne frosne fingre
stryger over
vinterlæber
Revnet
Flosset
uden skjul.
Stemmen skingrer klart
som glas mod glas
i øresmerte.
Stum i sindet, stum af sorg
Stumme sommerfugle
Ramt af sorg
Ramt af savn
Krøllet tungt i sindets kroge
I et støvet hengemt loftsrum
Solen skinner ikke her
Ikke mer
Ikke her
Flakser rundt i mørket
Uden mål
Uden syn
Åbner munden
Stumme skrig
Ingen lyd kan trænge ud
Det beskidte glas
åbner lidt
for støvet lys
Solens matte stråler
gennemskinner luften
gennemskinner støvpartikler
Sommerfuglen flakser træt
sætter sig til hvile
går i et med alt det grå
går i et med det beskidte
Ingen farver er tilbage
Her er tonet gråt i gråt
Men solen rammer
sindets stemme
der måske får ord igen
Distance
En halv måne hænger lavt
over en forpjusket trætop
mens vinterhimlen hæver sig.
Koldt og ophøjet i lyseste lyseblåt
ser de til
mens jeg tumler
i forvirrede tankespor
der runderer, krydser og turnerer
og på ingen måde ligner
de majestætisk snorlige vandspor efter fly på himlen
en svag lighed med angste småfugles hurtige himmelflugt fra foderbrættet
og den hurtige pilen henover frossen jord.
Myldrende hjerne koger op over kanten
Månen
Himlen
ser køligt ned
låner ikke ud af overblik.
