Corinnas corona-liv er fem corona-noveller, som jeg skrev og udgav hos POV International i maj og august 2020.
Det var dengang, da pandemien var ny, og mange var skræmte.
Novellernes hovedperson er Corinna på 33, en bekymret og sej alene-kvinde, der prøver at navigere i den nye virkelighed.
Læs novellerne her. (Der er fri adgang, støt gerne POV International, jeg tjener ikke noget på det.)
Hoste
“Jeg når ikke at dukke mig, ej heller at trække tungen ind. Den hang åbenbart halvt ud af munden igen. En virkelig dum vane, som min chef har påtalt.”
I Hanne Dagmar Raabergs første novelle i en ny serie i POV træder en klog, socialt kikset 33-årig kvinde i posede hjemmebukser og hængerøv ind i et supermarked under coronaepidemien. Her møder hun en elegant, ældre dame, og pludselig tager indkøbsturen en uventet drejning.
Snot
Jeg er langt inde i læsningen af endnu en nyhedsartikel om coronaens fremfærd, da det ringer på døren. Jeg bliver så forskrækket, at jeg får inhaleret en spytklat. Jeg hoster og hoster, mens jeg lægger iPad’en på sofabordet, rejser mig fra lænestolen og går ud i entreen. Jeg kigger ud af dørspionen, og der er helt tomt i opgangen, hele vejen rundt. Det må være nogen, der laver sjov, ringer på og løber ned.
Skygger
Det er blevet halvmørkt i lejligheden. Om lidt tænder jeg lyset, men først skal jeg være i tusmørket. Invitere det ind i mit sind og få ro i hovedet. Det er en teknik, jeg har lært.
Det er svært at finde ro for tiden med al den coronasnak. Det er egentligt sært med det navn. Corona. Jeg mener, det hedder coROna, det skulle da have heddet coUrona.
Ninja
Jeg åbner opgangsdøren efter de mange trapper ned, og solen stirrer intenst ind i mit blege ansigt. Jeg går direkte mod metroen, mens jeg kigger ned for at skåne mine røde allergi-øjne. Der er ikke mange mennesker, selv om de fleste tager af sted på arbejde igen. De tog nok af sted tidligere i morges. Jeg arbejder fortsat hjemmefra. Vi kan komme i skiftehold med hyppig håndsprit og afstand i storrummet, men det lyder meget besværligt.
Mumie
Jeg ligger på en smal briks med mennesker i hvide kitler hele vejen rundt om mig. De hvidkitlede snører lange hvide stofstrimler stramt rundt om mine fødder, ankler, lægge og lår. Jeg kan ikke længere bevæge benene. Nu tager de fat i mine arme, som bliver snøret stramt ind til kroppen. Det er virkelig varmt, og mit vinkeflæsk klistrer sig fast ind mod sidedellerne.