Min vej som underviser

Selv økonomi kan gøres interessant

Som ung bankassistent fik jeg lov til at undervise 9. klasser i familieøkonomi på Statens Pædagogiske Forsøgscenter. Hver klasse kom og fik en dag, hvor de skulle gennem en families år via familiens udgifter og indkomst. Dagen var bygget op over et spil, hvor eleverne i mindre grupper var hver deres familie. Det var vildt sjovt og også en udfordring at få eleverne til at være med.

Jeg blev udfordret på sådan noget med at skaffe ro, men det lærte jeg hurtigt af den lærer, de havde med (som havde ansvaret for at eleverne opførte sig ordentligt).

Straks sværere var det at gøre dem interesserede og motiverede for at bruge en hel dag på sådan noget som økonomi. Igen var det tydeligt, hvor meget mere de forstod og lærte, når det også var sjovt, og når de selv fik lov til at prøve tingene.

Ja, jeg kan godt lide at undervise

Da jeg begyndte på retorik-studiet, vidste jeg, at jeg godt kunne lide at undervise, og jeg var med til at etablere studenterundervisning og tutorundervisning på studiet. Og jeg fik hurtigt forskellige freelanceundervisningsjob på skoler, i kommuner og i virksomheder. Emnerne var fx skriftlig kommunikation, formidling, skriveproces, skriveøvelser, kreative processer, læring, tænkning og pædagogik.

At skrive er et håndværk

I studietiden havde jeg et skrivekursus på en aftenskole. “At skrive er et håndværk” hed kurset. Det var simpelthen så interessant, fordi det var alle mulige slags mennesker, der havde meldt sig til det - med hver deres mål, som var meget forskellige. Og de havde alle mulige udfordringer og barrierer for at skrive og tusind undskyldninger for ikke at få det gjort. På trods af at det var frivilligt, synes de, at de skulle undskylde sig.

Det synes jeg var dybt interessant. For hvad er det dog, der blokerer folk for at gøre noget de egentligt gerne vil? Hvorfor så ikke bare gøre det? Nå, det er jeg blevet langt klogere på gennem årene. Men det er en helt anden snak.

Underviseren lærer mest

Mens jeg gik på kandidat-delen af retorikstudiet, manglede de en underviser i et tilvalgsfag i Skriftlig formidling. Det havde jeg undervist en del i andre steder, så jeg blev spurgt og trådte til med kort varsel.

Hold da op, hvor jeg knoklede! De studerende skulle ikke føle, at de havde trukket en nitte ved at få mig, der ikke selv var helt færdiguddannet. Når man knokler, så lærer man en masse selv. Når man tilrettelægger undervisning, og når man underviser, så lærer man helt ufatteligt meget. Og det gjorde jeg. Jeg fik i den grad styr på det, jeg underviste i. Og jeg fik mange pædagogiske erfaringer.

Ræk tunge og kom tæt på

Jeg fik senere et hold studerende i Stemmebrug, hvor man lærer at bruge sin stemme, så man kan tale med god stemmestyrke og tale så man bliver forstået. Og desuden så stemmen kan holde til at blive brugt uden at blive slidt. Det er en helt anderledes undervisning end andet, jeg har prøvet.

Man går ret tæt på den enkelte, både rent fysisk, fx når man tjekker vejrtrækning og stemmens støttefunktion ved at lægge en hånd på maven, og mentalt når man korrigerer de lyde der kommer ud af munden på den studerende.

Som underviser kommer man i ret god kontakt med sig selv og deltagerne, når man som en gennemgående rød tråd hele tiden arbejder med den dybe vejrtrækning.

Det er også helt vildt sjovt. Hvor har man ellers undervisning, hvor alle står i en rundkreds og rækker tunge for at strække tungemusklen?

At lære andre at lære andre at skrive ...

Da jeg blev færdig med studiet, og dermed var cand.mag., fik jeg job som ekstern lektor i Skrivepædagogik på Københavns universitet. Det er faget, hvor de studerende skal lære at undervise andre i at skrive, de skal i undervisningspraktik og de skal skrive opgave om det.

Skrivepædagogik kombinerer de største af mine universitets-interesser: Skrivning og pædagogik. Det gjorde jeg i tre år. Ved siden af at jeg først blev kommunikationsrådgiver, dernæst mor, og så blev jeg ansat som underviser på Farmakonomskolen. Efter et år på Farmakonomskolen stoppede jeg med den sideløbende undervisning på universitetet. Faget Skrivepædagogik blev senere omdøbt til Retorisk didaktik med mulighed for at vælge at lære at undervise andre i enten at blive gode mundtligt eller skriftligt. Jeg har som censor på Retorik ofte bedømt opgaver i faget.

Mindst 10.000 timers undervisning

Fra 1999-2021 har jeg været uddannelseskonsulent, pædagogisk koordinator og leder på Farmakonomskolen. Her har jeg undervist i kommunikation, dialog, motiverende samtale, coaching, psykologi, pædagogik, undervisning, præsentationsteknik, skriftlig formidling, mundtlig formidling - og i endnu flere lignende emner. Med alle de mange timers undervisning her og alle de mange timers undervisning før Farmakonomskolen, er jeg kommet langt over 10.000 timer over årene.

Og hvorfor lige nævne 10.000 timer? Jo, der er kloge folk, der mener, at når man har gjort noget mindst 10.000 timer, så er man ekspert.

Jeg synes så, at der er mange andre parametre. Fx skal en underviser ikke bare gentage den samme opskrift år ud og år ind. Så bliver man selvfølgelig god til lige den opskrift, men der sker ingen udvikling, og værktøjskassen bliver ikke særlig stor. En god underviser fornyer sig hele tiden og prøver nye metoder af.

En anden vigtig ting handler om kvalitet. Hvis en middelmådig underviser, bliver ved med at gøre det samme i 10.000 timer, så bliver resultatet aldrig godt. Måske endda mindre end middel efter mange år. For at være en god underviser, må man selvfølgelig gøre sig umage, og hele tiden stræbe efter at være god og at blive bedre end i går.

Om jeg er en god underviser? Det må andre vurdere. Men jeg lover, at jeg gør mig umage og at jeg ikke står stille i den samme opskrift.

Tilbage til Spejderlivet - også underviser

Da mine børn begyndte til spejder, manglede der voksne spejderledere. Og jeg meldte mig.

Jeg var mest hos mikro- og minispejderne, men ved gruppearrangementer og gruppeture havde de voksne spejderledere ofte opgaver der bredte sig over hele aldersgruppen var 6 år til 18 år.

Som spejderleder er der rigtig meget undervisning, men altid hands-on og praktisk ved at skulle prøve det selv. Det gælder hver gang - ligegyldigt om det er de helt konkrete færdigheder i knob eller lejrindretning eller om det handler om at tage ansvar, få et godt samarbejde eller projektledelse.

Jeg stoppede som spejderleder efter 5 dejlige år, da jeg begyndte på Forfatterskolen for Børnelitteratur.

Et dejligt kapitel blev lukket og et nyt begyndte.