Hvad er kreativitet?
Ordet ”kreativ” er afledt af det latinske ord "creare" = at skabe.
At være "kreativ" opfatter vi ofte, som det at skabe noget nyt og måske endda noget overraskende.
At være kreativ kan også være at tænke anderledes, at kunne tænke uden for vanerne og "det man plejer". Nogen kalder det at tænke uden for boksen.
Når du er kreativ, betyder det altså, at du skaber noget, der for dig er nyt. Det kan så godt være, at du opdager, at andre har gjort noget lignende, og at du derfor ikke kan påberåbe dig at være den første skaber, men du har stadig været kreativ. Det var jo noget nyt for dig, noget anderledes, end det du kendte til inden.
Kan det bruges?
At noget er kreativt, behøver ikke at betyde, at det er brugbart eller passende. Kreativitet kan være yderst upassende og unyttigt. Og sådan skal det være. Hvor mange skitser tror du fx at Picasso eller Van Gogh har smidt væk? Hvis kreativitet er hegnet ind i en nyttetankegang, kan den kreative proces blive hæmmet, så kreativiteten får mindre frit flow.
Så kan din kreativitet give dig 100 løsninger, hvor du måske kun kan bruge den ene - andre gange kan intet bruges. Det er en del af den kreative proces at acceptere, at der kommer unyttige produkter. Vi kan kalde dem for eksperimenter. Og ofte er det de unyttige og skøre eksperimenter, der fører til noget nyt, der ender med at kunne bruges.
Hvad er kreative aktiviteter?
Kreative aktiviteter er alle aktiviteter, hvor din kreativitet kan folde sig ud. Hvor du skaber noget, du ikke har set før. Kreative aktiviteter kan være at lave mad, keramik, blomsterdekorationer, stenhuggeri, koreografi til en dans eller gymnastikopvisning, at skrive, strikke, hækle, tegne, male, fotografere osv. osv.
Faktisk er der mange kreative aktiviteter i vores hverdagsliv. Fx når du skal finde ud af at kombinere familiens ønsker til en god ferie, hvor den ene gerne vil være aktiv, og den anden vil have sol og badestrand og den tredje vil have hurtigt internet - og måske er der slet ikke råd til det hele. Hvordan kan ønskerne så bedst kombineres? Her kommer kreativiteten på prøve. Hver gang du skal finde løsninger på problemer, du ikke har løst før, er det bl. a. din kreativitet i hjernen, du bruger.
Nå, men det er nu ikke så meget den type kreativitet, jeg koncentrerer mig om her. Det er mere den type aktivitet, hvor vi skaber noget, som vi kan kalde kunst eller kunsthåndværk.
Hvad er kunst?
"Kunst er det, man ikke kan. Hvis man kunne, var det jo ingen kunst." Sådan sagde Storm P.
Humoristisk, kort og præcist - og dog ...
Vi er alle kreative. Vi kan alle skabe noget kreativt. Om det så er kunst, kan man diskutere herfra og til endestationen.
Ja, der er forskel på vores evner og forudsætninger. Og så er der den der ubegribelige del, der hedder talent. Men en god del af enhver kunst kan læres. For kunst er også et håndværk.
Kunst er også et håndværk
Inden for enhver kunst er der håndværk at lære. Der ligger viden og venter. Teknik der kan tages i brug. Fx er der stor forskel på at male akvarel og med olie. Der er forskel på at bage en tærte og en gratin. Der er forskel på at danse ballet og disco. Og der er stor forskel på det den øvede og rutinerede kan frembringe i forhold til en nybegynder.
OG i selve det at blive dygtigere til sit håndværk, ligger guldgrube for din kreativitet. For eksempel da jeg var på Robert McKee's Story seminar, hvor jeg lærte en bunke redskaber til at gennemskue og skabe en god historie. Flere af dem har jeg kunnet bruge til at se hvor der fx mangler fremdrift eller sammenhæng i det, jeg selv skriver. Eller se hvordan en persons karakter er bygget op, og hvordan en ny karaktertegning kan drive historien i en ny retning. Redskaberne løser ikke problemet for mig, men kan være en motor for at min kreativitet kan finde ud af, hvordan historien kan skrues endnu bedre sammen.
Så du skal endelig gøre en masse for at dygtiggøre dig inden for dit håndværk. Det er sjovt og berigende, og det udvikler din kreativitet. Selve håndværket i din kunst er dog ikke det, jeg tager fat i. Det er dine kreative processer. Altså selve det at være kreativ og at være kreativ uden pine og uden blokeringer, men i stedet at kunne være kreativ med glæde og nydelse.
Kreative processer
En kreativ proces er alt det, du gør, som leder frem til et kreativt resultat.
Bum-bum. Så er hele mit liv jo en del af min kreative proces?
Det er jo både at jeg holdt fri i går og gik en tur, at jeg var sammen med søde og sjove mennesker i forgårs, at jeg mediterer, at jeg lærer nye ting på kurser, i mit arbejde, at jeg læse bøger og ser nyheder og og og ...
Ja, og så er den kreative proces selvfølgelig også, at jeg er i selve skabelsen: At jeg skriver, tegner, fotograferer osv.
Men hele dit liv ER faktisk med i dine kreative processer. Ofte opstår kreative idéer som et resultat af to forskellige ting, der kombineres på en ny måde. Og det kan sagtens være noget fra dit "hverdagsliv" og noget fra en social sammenkomst, der pludselig støder sammen inden i dit hoved og skaber noget helt tredje, noget nyt, noget kreativt.
Og derfor kan du sagtens se mig give dig gode råd som rækker ud over selve den kreative skabelsesproces og langt ind i dit hverdagsliv. Men mest af alt vil du se gode råd, der handler om at sætte gode rammer og betingelser op for at kunne skabe kreativt uden smerte og pinsel og for at kunne være kreativ med nydelse i kreativt flow.