Akelejebarn er en smuk og stærk lyrikfortælling skrevet af Hanne Dagmar Raaberg og illustreret af Signe Kjær.
Historien handler om Rosa, hvis forældre skændes så meget, at Rosa bliver bange, ked af det og vred. Rosa føler, at hun går i stykker af forældrenes vrede, og at al hendes glæde går i opløsning. Hun siger stop, men de lytter ikke, så hun forsvinder ud i en magisk verden, hvor hun hvirvler rundt som blomsterstøv, indtil forældrenes savn og fortrydelse lander blødt hos hende.
Vil Rosa beslutte sig til at flytte tilbage ind i huset?
Vil hendes forældre lytte og love ikke længere at råbe råt og dumt?
Rosas historie er skrevet som ét langt digt. En lyrikfortælling. De store følelser, det voldsomme uvejr og den smukke natur, som alt sammen er en del af fortællingen, passede bedst ind i meget få ord. Kun de allervigtigste ord.
Rosas fortælling rimer ikke. Men rytmen og bogstavernes lyde passer med handlingen. Det betyder, at rytmen skifter, når handlingen skifter. Når det er lidt uhyggeligt, så er der mange vokaler med uhygge-lyde, fx u, o, å. Og når der er en masse vrede, så er der mange skarpe konsonant-lyde, fx st, sk, kv. Bogstaverne er jo ikke uhyggelige eller vrede i sig selv, men når der er mange samlet sammen, så forstærker det stemningen. På samme måde er de lyse vokaler i, e, æ, a med til give en lys og let stemning. Og læg mærke til det vigtige ord "undskyld", der begynder mørkt og slutter lyst.
Vrede driver ned ad væggen,
samler sig til pløre.
Støvler tramper mudderspor.
Kvaser, maser Rosas lyd.
Rosa glider. Rosa falder.
Råb og ord, der vælter.
Hun rejser sig og ryster lidt.
De skarpe stemmer skærer.
